Solstrålen i Hundslund er et mindre børnehus med plads til ca. 47 børn i alderen 0-6 år. Vi har en lille og tryg vuggestuegruppe med masser af plads, til nærvær og udvikling, samt en børnehavegruppe, som i dagligdagen deles op i mindre grupper.
Solstrålen ligger tæt på skov og natur, hvorfor vi ofte benytter os af dette i hverdagen. Både til planlagte og spontane aktiviteter.
Ligeledes har vi tæt samarbejde med Hundslund skole og benytter os ofte af Hundslund hallen.
Vi åbner vi hver dag kl. 6.30. Mandag- torsdag lukker vi kl. 17 og fredage kl. 16.
Fra kl. 6.30 til ca. kl. 7.15 er der mulighed for at spise medbragt morgenmad. Der vil altid være gjort klar med små legestationer, så børnene kan finde ro ved en aktivitet efter aflevering.
Kl. 9.00 fordeler vi os ud på stuerne hvor der spises frugt og brød, som tilberedes i samspil med børnene. Det giver anledning til fællesskab og gode samtaler.
Efterfølgende er der aktiviteter i de mindre grupper. I Solstrålen har vi bl.a. fokus på udeliv, natur, bevægelse og sanseleg som ofte er på programmet i forskellige former. Vi laver bål, går på ture i nærområdet, bygger med sand og benytter os af vore fine legepladser - både den mere traditionelle med sandkasse, cykelbane og gynger, samt den mere naturlige, med kuperet terræn, ruchebane, skov og "båd".
Indendørsaktiviteter i hallen eller i børnehuset er gerne sanselege, sanglege eller rollelege. Onsdage er der ofte en gruppe på tur og de fleste fredage er der fælles weekendsang for hele huset og bålhygge når vejret tillader det.
En gang om måneden, laver vi mad sammen med børnene, enten på bål, eller i køkkenet.
Kl. 11.00 spiser børnene deres medbragte madpakker, efterfulgt af leg på legepladsen og middagslur for de mindste. Hver dag holder børnene hvilestund kl. 11.30. Omkring kl. 14.00 spiser børnene deres medbragte eftermiddagsfrugt - ude eller inde, afhængig af vejret og dagen slutter af med leg.
Vi vægter i høj grad nærvær, tryghed, børnefællesskaber og trivsel i Solstrålen, hvilket afspejles i vores pædagogiske aktiviteter dagen igennem. Vi bruger leg og kreativitet til, at styrke børnenes relationer og lyst til at lære, samt udvikles både individuelt og i fællesskab.