Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kostpolitik og kommunal frokostordning i Børnehuset Gaia

Frokostordning

I Gaia har forældrene i 2024 fravalgt det kommunale frokostmåltid og børnene skal derfor have madpakke med. Dette gælder både frokost, morgenmad og eftermiddagsmad. 

I Børnehuset serveres rugbrød og frugt til formiddagsmåltid, som forældrene har medbragt om mandagen og som fordeles til fælles fade hen over ugen.

Minimum en gang månedligt laves der fælles frokost i Børnehuset.

Nul-sukker

I Odder Kommune er der vedtaget en nul-sukkerpolitik, hvor der skelnes mellem hverdage, ”særlige lejligheder” og ”undtagelser”.
Det betyder, at anledninger, hvor der serveres sukker for børn, forbeholdes forældrene frem for skolen og daginstitutionen. Fordelen vil være, at sukkerindtaget begrænses. Samtidig bliver det lettere for den enkelte forælder at administrere, hvor meget sukker barnet indtager, når sukkerindtaget primært begrænses til den hjemlige arena. Samtidig er en nul-sukkerpolitik let at administrere for såvel personale som forældre.
I Danmark er vi gode til at finde anledninger til at hygge os – og vi hygger os gerne med søde sager. Der er fødselsdage, klassens time, solskinsdage og ”jeg bliver storebror-dage”. Disse er alle eksempler på ”særlige lejligheder”. Det er dage, der fortjener at blive markeret, og hvor det enkelte barn er i centrum. Nul-sukker politikken indebærer, at de særlige lejligheder fejres uden servering af sukkerholdige mad- og drikkevarer. Ingen regel uden undtagelser! Bestyrelserne for den enkelte skole, institution eller dagpleje bestemmer antallet af mulige årlige undtagelser fra nul-sukkerpolitikken

Hvad så med madpakken?
Politikken skelner skarpt mellem det, man som forælder serverer for sit eget barn, og det man serverer for andres børn. Madpakken er suverænt et forældreansvar, da den alene bliver givet til ens eget barn. Personalet vil dog stå til rådighed med gode råd om indhold til madpakker.


Hvad med børnefødselsdage?
Hvis fødselsdagen afholdes i Børnehuset, er den omfattet af nul-sukkerpolitikken. Hvis fødselsdagen derimod fejres som et privat arrangement uden deltagelse af medarbejdere, er det op til den enkelte forælder at bestemme, hvad der serveres.