Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sammenhængende børneliv i Børnehuset Vita

Sammenhængende børneliv

Alle børnehuse i Dagtilbud Midt & Syd har både vuggestue og børnehave. Dermed har vi mulighed for at skabe en tryg vej for børnene, når de skifter fra at være de store i vuggestuen til at blive de yngste i børnehaven. Vi samarbejder tæt mellem grupperne og børnene er på besøg, deltager i aktiviteter, leger og spiser med i børnehaven. Børnene lærer de voksne og deres nye kammerater at kende inden de starter og kender rutinerne i børnehavegrupperne. Efter start i børnehave, er der stadig mulighed for at lege med bedstevennerne fra vuggestuen eller få et kram af de ”gamle” voksne.

Overgang til skole

I Dagtilbud Midt & Syd bestræber vi os på, at alle børn har de bedst mulige forudsætninger for en tryg og positiv start i skolen. Det betyder, at vi arbejder på at tilrettelægge det pædagogiske læringsmiljø for de ældste børn med sigte på udvikling af såvel konkrete færdigheder, som sociale og personlige kompetencer.

Børnene inviteres ind i demokratiske processer, hvor fællesskabets interesser vejer højere end individets og de lærer at tage hensyn, forhandle, udtrykke deres holdninger og lytte til andres. Samtidig introduceres de for tidlig skriftsprog og før-matematiske begreber, og støttes i fælles opmærksomhed, vedholdenhed og ihærdighed. 

Afhængigt af de enkelte børnehuses størrelse og børnesammensætning, samles de ældste børn enten på en fast gruppe, eller på tværs af grupperne i løbet af ugen. 

I Gylling og Hundslund har vi unikke muligheder for at skabe sammenhæng mellem dagtilbud og skole, da de fleste af børnene indskrives i den nærliggende skole/SFO. I Odder Kommune er der tidlig start i SFO, hvilket betyder at børnene starter i SFO på skolen d. 1. april. Der følger ofte en til to medarbejdere med børnene fra børnehusene frem til sommerferien, således at børnene har kendte voksne omkring sig til at støtte dem i overgangen fra børnehave til skole. 

Vi samarbejder tæt med skolerne om at skabe et sammenhængende børneliv, hvor overgangene bliver naturlige og trygge for børnene.